Innovation – oprindelig makroøkonomisk forståelse af “uorden”
Ordet innovation stammer fra det latinske ord innovatio og betyder ‘fornyelse’ på dansk. Ordet blev relanceret i det moderne sprogbrug sidst i 1800-tallet som et nationaløkonomisk begreb og blev udbredt da den østrigsk-amerikanske økonom Joseph A. Schumpeter i 1912 udgav bogen The Theory of Economics Development. Han benyttede begrebet i forbindelse med økonomiske ligevægtsteorier om konkurrenceforhold. Der opstod nemlig ikke nogen ligevægts situation i økonomi og konkurrence som teorien forudsagde. Der var hele tiden ’noget’ der greb forstyrrede ind og ændrede konkurrenceforholdene. Den forstyrrelse kaldte han innovation – en “proces af industriel mutation, der uophørligt revolutionerer den økonomiske struktur indefra, vedvarende ødelægger det gamle, vedvarende skaber nyt”. Forstyrrelsen blev initieret af det han kaldte for entrepreneurer (iværksættere), men den kunne også godt komme fra eksisterende virksomheder.
Han iagttog at innovationen typisk tog afsæt indenfor en af disse fem kategorier:
- Launch of a new product or a new species of already known product;
- Application of new methods of production or sales of a product (not yet proven in the industry);
- Opening of a new market (the market for which a branch of the industry was not yet represented);
- Acquiring of new sources of supply of raw material or semi-finished goods;
- New industry structure such as the creation or destruction of a monopoly position
Schumpeter pointerede at det ikke var ’inventionen’ han kaldte for innovation. Det var handlingerne omkring inventionen, der førte til forandringer i konkurrence billedet, han kaldte for innovation.
